Kost og sundhed

Sundhed handler ikke blot om kost og bevægelse, men også søvn, sygdom og generel velvære. Jeg prioriterer børnenes sundhed højt og lægger i dagligdagen stor vægt på alle disse områder. Her kan du læse om nogle af de rutiner og regler, vi følger i Grobund.

Kost

I Grobund får børnene god, sund og varieret kost. Jeg lægger stor vægt på at vi prøver at smage mange forskellige ting og serverer primært økologisk mad.

Kl. ca. 8:30 formiddagsmad: boller, knækbrød, grove kiks og frugt.

Kl. ca. 11:00 frokost: rugbrød med diverse lækkert pålæg. Mindst én gang om ugen vil der være en varm/lun ret. Hver dag vil børnene få serveret gnavegrønt til frokost.

Kl. ca .14:30 eftermiddagsmad: frugt, knækbrød, kiks, grønt eller brød.

Drikkevarer:  vand, let- eller skummetmælk.

Sukkerpolitik: Jeg er ikke fanatisk, men børnene vil ikke få serveres sukkerholdig mad/drikke i hverdagen. Der kan være fødselsdage med enkelte afvigelser, samt ved højtider hvor børnene kan få serveret småkager eller lign, men det vil blot være smagsprøver. 

Fødselsdagen

Barnets fødselsdag kan naturligvis fejres i Grobund sammen med jer, hvis I ønsker det. Formiddagen bruges på at holde fødselsdagen med fødselsdagssang, en gave og sanglege. I kan evt medbringe boller/frugt til formiddagsmaden, men dette aftaler vi sammen, når vi nærmer os fødselsdagen.

Søvn

Jeg følger som udgangspunkt Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til børn og søvn, hvorfor det også er herudfra mine rutiner er lavet. Det er dog også vigtigt for mig at understrege, at jeg naturligvis vil kigge på det enkelte barn og følge et eventuelt behov.

Regelmæssighed og rutiner er en af forudsætningerne for, at dit barn trives, er glad, kan koncentrere sig og får en god udvikling. Derfor er det vigtigt, at barnet får faste sovetider her hos mig og at I også stræber efter at følge disse sovertider i weekenden. Får I problemer derhjemme med at putte om aftenen, så lad os tage en snak og sammen finde en løsning, der passer både for jeres barn og jeres hverdag.

Hver dag puttes børnene udenfor til middagslur. Det anbefales, at børn sover to lure i løbet af dagen, indtil de er 1,5 år. Men er der efterfølgende et stort behov hos barnet for det, så bliver det naturligvis puttet til en formiddagslur til det er ældre.

Jeres barn søvn skal også passe sammen med jeres rytme derhjemme om aftenen, så vi taler selvfølgelig løbende sammen, og søvnen vil vi yderligere drøfte til opstartssamtalen.

Middagssøvnen varer, til barnet vågner af sig selv.

Børnene sover udenfor i jeres medbragte barnevogne. De sover som udgangspunkt rundt om huset/i en åben garage. Det er vigtigt, at børnene ikke står for mørkt, når de sover, da dette kan påvirke deres døgnrytme. Børnene puttes ikke udenfor til lur, hvis der er koldere end -10 grader.

Udeliv

Det er vigtigt, at små børn har mulighed for at lege og bevæge sin indenfor et begrænset område, så oplevelsen ikke bliver for uoverskuelig og overvældende for dem. Vores udearealer er derfor helt bevidst blevet afgrænset for at skærme børnene. Området byder udover græsplæne på sandkasse og nedgravet trampolin med sikkerhedsnet.

I haven har vi også plantekasser, hvori jeg med børnene vil plante og så grøntsager. Børnene skal være med i hele processen og den skal følges på tætteste hold – fra jord til bord. Her arbejder vi med naturen og bruger sanserne, når der skal røres ved jord og de forskellige planter, samt når planterne skal vandes. Vi skal blæse sæbebobler, have græs, sand og vand under fødderne.

Jeg vil arbejde med børnenes sanser og deres nysgerrighed skal følges og styrkes, når vi er ude i naturen. Det er vigtigt for mig, at vi fordyber os i forskellige projekter og disse kan godt strække sig over længere tid. Små børn kan godt lide gentagelser og struktur, hvorfor vi kører projekter og samme aktiviteter over længere tid. 

Sygdom

Hvis I skulle blive ramt af sygdom, så vil jeg meget gerne have besked inden kl 8:30 af hensyn til ture eller andre arrangementer.

Derudover så husk at give besked senest kl 8:30, hvis jeres barn holder en fridag.

I tilfælde af at jeg skulle blive syg, så vil I naturligvis blive kontaktet så hurtigt som muligt. Hvis det er mine børn der er syge, så vil de som udgangspunkt være hjemme (uden kontakt med jeres børn naturligvis), hvor min kæreste i værste tilfælde bliver hjemme og tager sig af dem.

Ved børnesygdomme der kræver behandling, eventuelt børneorm eller lus, vil jeg påkræve at hele børnegruppen, inkl forældre og søskende kommer i behandling.

Sikkerhed og smittefare

Alt legetøjet som børnene har til rådighed er godkendt til børn under tre år. Jeg vil naturligvis sørge for, de ikke har adgang til farlige genstande. Små dele, skarpe genstande og rengøringsartikler mm. vil de ikke komme i nærheden af.

Legetøj der har været i kontakt med snot eller anden eventuel smittefare vil blive lagt i “isolation” og rengjort inden benyttelse igen.

På puslebordet vil jeg naturligvis benytte handsker og spritte af efter bleskift.

Vaccination

Jeg modtager kun børn i dagplejen der har fulgt det anbefalede vaccinationsprogram.